Fra forflytningsteknik til kompetent mobilisering

Fra forflytningsteknik til kompetent mobilisering

Fra Forflytningsteknik til Kompetent Mobilisering - er et kært barn ved at skifte navn?-
Ord har betydning
I gennem de sidste år er Kompetent Mobilisering, Mobiliserings- og Forflytningsvejledere og Aktiv Ergonomi begyndt at dukke op. Hvad dækker disse ord over, er det noget nyt eller..? For mig at se, dækker ordene ikke over noget, som ikke er indeholdt i forflytningsbegrebet, men deres signalværdi er noget andet. Kompetent Mobilisering signalerer kompetence frem for en teknik og retter fokus både mod kompetencer og mobilisering, som er langt mere end at forflytte et menneske fra sted A til sted B. Ordet Kompetent Mobilisering signalerer, hvad forflytninger handler om: Forflytninger er en måde at tænke på. Det er en helhedsorienteret tænkning, der er tydelig bærer af den omsorgskultur, som vores værdier tilskriver os.

Den kompetente forflytter
Den kompetente forflytter, har omsorg for sin og den andens meddelelsesadfærd og relationen. Et eksempel på en meddelelsesadfærd kan være tempoet eller håndgrebet. Er tempoet for hurtigt, handles der hen over hovedet på den, der forflyttes. Vedkommende kan ikke nå at sanse hvad der sker, ej heller at bruge sine ressourcer. Tempoet reducerer den, der forflyttes til en ting, med risiko for, at vedkommende resignerer ” jeg kan ingenting og er ingenting”. Modsat kan det rette tempo være med til at opbygge identitet. Håndgrebet kan signalere omsorg, nærhed og tryghed, men kan også signalere distance og give utryghed. Håndgrebet kan facilitere bevægelser, men kan også forårsage smerte. Er forflytningen udført professionelt kan borgerens oplevelse blive ” jeg er én, der er værdig, jeg kan noget der har værdi. F.eks.: forflytteren har blik for den lille detalje, at hæve sengen 5 cm, så højden er tilpasset de ressourcer, borgeren har, i forhold til at kunne rejse sig op. Den lille detalje, der gør hele forskellen på succes eller fiasko for borgeren.

Forflytningens fortid, nutid og fremtid
Forflytningen rækker ud over sig selv. Den er forankret både i fortiden, nutiden og fremtiden. Både forflytteren og den, der skal forflyttes har en fortid, som har indflydelse på, hvem de er i dag og hvordan forflytningen bliver. F.eks. hvordan de, hver i sær, har det med at komme tæt på- og ind i et andet menneskes intimzone. Forflytningen sker i nutiden, med baggrund i de ressourcer og belastninger (fysisk, kognitivt og psykosocialt), som forflytteren, den der skal forflyttes og hele konteksten[1]har.

Forflytningen rækker ind i fremtiden. Forflytningen har et mål. Målet er at anvende den bedste forflytning i nuet. Den bedste forflytning i nuet er den forflytning, der reducerer belastningen for hjælper mest muligt, med så stor respekt for borgerens selvstændighed, som muligt. Forflytningen er en etisk fordring. Hvis f.eks. den etiske fordring: at gøre det ”gode”, er tilsidesat, kan den, der forflytter skade borgeren ved f.eks. at trække i en sårbar arm eller forårsage tryksår på baggrund af gnidningsmodstand. Måden og oplevelsen af forflytningen er afgørende og har indflydelse på, hvordan parterne oplever sig selv og hvilke ressourcer, der er tilstede, efterfølgende og over tid.

Behov for, at sætte omsorgskulturen, kvaliteten af arbejdsmiljøet og plejen på dagsordenen.
Forflytning er et integreret ord i SOSU-arbejedet. Alle ved, at løft er et fy-ord, så derfor forflytter man. Men, hvordan? I praksis viser det sig, at forflytnings-ordet, dækker over mange mere eller mindre kompetente handlinger. I den sammenhæng kan der være en værdi, at forflytningsteknik bliver udfordret af andre navne, det betyder nemlig, at vi bliver nødt til igen at definere indholdet

Spørgsmål som: hvad vil det sige at være kompetent, hvad vil det sig at mobilisere eller forflytte og hvorfor er det vigtigt, vil sætte omsorgskulturen, kvaliteten af arbejdsmiljøet og plejen på dagsordenen, hvilket er mere nødvendigt end nogensinde, da det bl.a. er et problem at rekruttere nye medarbejder til SOSUY-området.

Den nye rapport fra Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), omhandlende fysiske belastninger i plejearbejdet, påpeger, at belastningsgraden, højt sygefravær og oplevelsen af at kunne udføre arbejdet med kvalitet, har betydning for at kunne rekruttere og fastholde medarbejdere i fremtiden.

Rapporten konkluderer også at:
    Og ikke mindst
    • Forholdene og belastningerne ved den enkelte forflytning er vigtigere end det samlede antal forflytninger, når risikoen for den enkelte plejearbejder skal gøres op.
    Forhold, der belaster i den enkelte forflytning kan være mange. Det er f.eks. belastende, at relationen til den, man skal hjælpe altid er i spil. Forflytningen påvirker relationen og både håndgreb, tempo og manglende tilpasning af forflytningen til borgerens ressourcer kan udløse vold. Er borgeren dement eller på anden måde kognitivt skadet, er problemet endnu større. Overvægtige borgere er et forhold, der belaster. En håndtering af det forhold kræver økonomi og strategi. Der skal investeres i plads(større boliger), hjælpemidler og uddannelse. Forflytning af overvægtige brugere er personale-/ressourcekrævende. Det er ikke et særsyn, at der skal 4 personer til at pleje- og forflytte. At frigøre 4 personer til en forflytning, kan i sig selv være en udfordring i forhold til rekrutteringsproblematikken. Hvis personerne så oven i købet ikke kan deres forflytningsteknik, er både relationen til borgeren (Forflytteren kan, i afmagt, signalere til brugeren ”Du er tung og til besvær” f.eks. ved at stønne eller sukke under forflytningen) kvaliteten af plejen og den fysisk belastning i spil. Der er en stor risiko for at blive slidt ned, hvilket bakker negativt op om rekrutterings- og fastholdelsesproblematikken.

    En anden god grund til at sætte forflytninger på dagsordenen er det nye velfærdsforlig, der sætter fokus på ergonomiske belastninger og nedslidning inden for hjemmeplejen og døgninstitutioner for voksne. I den forbindelse har arbejdstilsynet udviklet nye tilsynsmetoder, hvor arbejdsgange der kan forårsage nedslidning, følges og her vil personforflytninger komme i spil. Når arbejdstilsynet afdækker manglende forflytningskompetencer, vil der blive givet påbud om at opkvalificer SOSU-medarbejderen, så hvorfor ikke kom arbejdstilsynet i forkøbet?

    Hvordan bliver man en kompetent forflytter?
    Et andet spørgsmål, der rejse sig er, hvordan bliver man kompetent?

    At blive kompetent, handler om læreprocesser. At lære en teknik fordrer nogle læreprocesser. At lære kompetence fordrer helt andre læreprocesser. At vurdere og analysere nuet, kræver et uddannelsesniveau, hvor det har været på dagsordenen at kunne reflektere i- og over handlingen ud fra en teoretisk viden om de fysiske, kognitive og psykosociale ressourcer og belastninger hos en selv, den anden og konteksten, og ikke mindst at kunne genkende disse ressourcer og belastninger i den konkrete situation. Refleksionen skal også gerne indeholde en forventning til konsekvenser af handlingen. I ”klasseværelset” kan der eksperimenteres med forflytningens grundbegreber og skabes viden om og analyse af borgerens ressourcer, hjælpemidlernes samspil med borgerens ressourcer, arbejdsteknik- og bevægelser, kropslig empati og den etiske fordring. Men hvordan alt dette kommer til udtryk i den konkrete forflytning, læres i praksis. I NFA’s undersøgelse svare SOSU-gruppen, at de ofte, eller nogle gange, udfører forflytninger, de selv føler er uforsvarlige. At udføre en forflytning, man selv føler er uforsvarlig, kan have forskellige forklaringer. En forklaring kan være manglende viden. Man ved ikke, hvordan forflytningen kan udføres forsvarligt. En anden forklaring kan være et forsøg på at undgå konflikt med borgerne, ledelsen eller kollegaerne. Måske er arbejdspladskulturen sådan, at det vigtigste er, at arbejdet bliver udført hurtigt og det derfor ikke prioriteres at finde og bruge de nødvendige hjælpemidler.(Også en af NFA’s konklusioner) Arbejdspladsens kultur og arbejdspladsen, som Den Lærende Organisation, er centrale elementer i forhold til at danne forflytningskompetencen. I en dannelsesproces er sproget, refleksionen, vigtig og derfor fordrer praksislæring mulighed for, og tid til, refleksion, både alene og sammen med andre. Der skal være mulighed for at lave metarefleksion sammen med andre mere-kompetente, f.eks. terapeuter og forflytningsvejledere.

    Grete Bergland


    Øget opmærksomhed på forflytningskompetence kan være svaret.

    På spørgsmålet:
    ”Hvordan man løser de udfordringer, der er, nu og i fremtiden, med at skabe et attraktivt arbejde og tiltrække arbejdskraft til social- og sundhedsområdet?

    Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har undersøgt, hvordan det er muligt at rekruttere og fastholde den nødvendige arbejdskraft i ældresektoren, heri indgår en kortlægning og analyse af faktorer i arbejdsmiljøet, som har betydning for de ansattes helbred, trivsel og arbejdsmiljø. Der er udgivet 13 rapporter, hvis resultater og konklusioner er samlet og kan læses i rapporten: ” Arbejdsmiljø i ældreplejen i Danmark, resultater og konklusioner, Det Nationale Forskningscenter for arbejdsmiljø 2007”

    Rapporten konkluderer at:
    Belastningsgrad og oplevelsen af at kunne udføre arbejdet med kvalitet, har betydning for fastholdelse af - og rekruttering af medarbejdere i fremtiden.
    • SOSU-gruppen oplever deres daglige arbejde som fysisk belastende og at arbejdet med patienterne/borgerne er fysisk anstrengende.
    • Forholdene og belastningerne ved den enkelte forflytning er vigtigere end det samlede antal forflytninger, når risikoen for den enkelte plejearbejder skal gøres op.
    • 1/3 af sosu gruppen foretager forflytninger, de selv føler er uforsvarlige.
    • 20% af SOSU-gruppen foretager forflytninger af ældre uden brug af hjælpemidler
    • Forekomsten af vold og trusler er knyttet til arbejdsopgaver, som medfører hyppig fysisk kontakt med brugeren
    Min påstand er, at fysiske belastninger og manglende kvalitet er to sider af samme sag og, at manglende forflytningskompetencer er en komponent i alle de belastende forhold.

    Relationen
    I omsorgsarbejde er relationen altid i spil. Alle handlinger og undladte handlinger påvirker relationen. Forflytningen påvirker relationen. Måden og oplevelsen af forflytningen er afgørende og har indflydelse på, hvordan parterne oplever sig selv. F.eks kan både håndgreb, tempo og manglende tilpasning af forflytningen til borgerens ressourcer udløse vold, Håndgrebet kan signalere omsorg, nærhed og tryghed, men kan også signalere distance og give utryghed. Håndgrebet kan facilitere bevægelser, men kan også forårsage smerte. Et højt tempo kan reducere den, der forflyttes til en ting, med risiko for at vedkommende resignerer: ” Jeg kan ingenting og er ingenting”. Modsat kan det rette tempo være med til at opbygge identitet. At risikoen for vold og trusler stiger meget jo flere fysiske kontakter medarbejderen har, understreger, at måden og oplevelsen af forflytningen har stor betydning. Forflytningskompetence er langt mere end at forflytte et menneske fra A til B.

    Manglende kvalitet og (forflytningskompetencer)
    Når det at udføre arbejde med kvalitet har betydning, har det at udføre forflytninger, som man godt ved eller fornemmer er uforsvarlige, negativ betydning. Men hvorfor udfører man forflytninger, man ved eller føler er uforsvarlige?

    Jeg mener, at manglende viden og kompetence er en forklaring. At lære at forflytte er en kompleks størrelse, da kundskab integrerer tre vidensformer.
    • Viden med hovedet, er viden, der er uafhængig af den person, der skal have hjælp til forflytning. F.eks. viden om trykpunkter, gnidningsmodstand og vægtstangsprincippet.
    • Viden med hjertet, som gør, at man kan tilpasse forflytningshjælpen i forhold til den person, man skal hjælpe og omgivelserne.
    • Viden med kroppen er at kunne sanse et andet menneskes bevægestrategi og tilpasse sin egen derefter.
    Selvom forflytning har været på dagsordenen i mere end 10 år eksisterer der, i praksis, en blandingskultur mellem løft og forflytning. De nye Sosuer ser en del forflytninger, som de ureflekteret overtager selvom forflytningen ikke har den fornødne kvalitet. En anden forklaring er Tiden. Tiden er det mest brugte argument, jeg støder på, for at undlade at forflytte efter forskrifterne og fravælge et forflytningshjælpemiddel. At handle uforsvarligt kan således være noget man gør, ud fra en pligtfølelse om, at det er vigtigt at skynde sig, at blive hurtigt færdig. Arbejdspladsens kultur kan også have indflydelse på det valg, man træffer. Man kan vælge en ”tung løsning” for at undgå konflikt med kollegaer, ledelse og borgeren. F.eks. vil borgeren ikke have møbleret om, så der kan blive plads til et evt. hjælpemiddel. Hvordan arbejdspladsen og ledelsen handler i en sådan situation afspejler arbejdspladsens kultur. Derfor er arbejdspladsens kultur et centralt element i forhold til, om der arbejdes professionelt med at forflytte eller det modsatte.

    Svaret
    Forflytningskompetence er ikke det eneste svar, men et væsentligt bidrag til spørgsmålet om, hvordan man løser de udfordringer, der er, nu og i fremtiden, med at skabe et attraktivt arbejde og tiltrække arbejdskraft til social- og sundhedsområdet. Hvis man som arbejdsplads beslutter sig for at arbejde seriøst med at danne og udvikle forflytningskompetence, er en velfungerende vejlederordning et væsentligt redskab. Vejlederens fornemste opgave er at skabe opmærksomhed om og medvirke til, at den enkelte og hele arbejdspladsen værdsætter og arbejder med forflytninger. Den velfungerende vejlederordning er beskrevet i den efterfølgende artikel.


    Grete Bergland

[1]Fysisk, er både sundhed, sygdom, smerte, fysiske behov som mad, søvn og sex, styrke, udholdenhed, balance, koordination og sansning. Kognitivt er: perception af sanseindtryk f.x. at aflæse et kropssprog, at forstå abstrakte begreber som tale og tegn, at danne mening, evnen til at se sig selv og tilpasse sig til f.eks. tid og sted, rum og retning, evnen til at planlægge. Kognitiv er ”evner”. Psykosocialt er bl.a. at kunne se det rimelige i vente til det bliver ens tur, at kunne indgå i et samarbejde, at kunne se mening med livet, Det psykosociale er tæt forbundet med følelseslivet, identitet, dannelse og den kognitive evne, tæt forbundet med motivation og ”vilje”. Konteksten er dels borgerens hjem, pårørende, økonomi, hjælpemidler, lokalområde, dels forflytterens arbejdsplads, kulturen, den økonomiske og politiske ramme og forflytterens private liv.